Gennem mere end 20 år som journalist i den lokale dagbladsverden har jeg mødt mennesker, der har formet mig – og historier, jeg aldrig glemmer. Jeg har fået Lolland helt ind under huden og har mødt mennesker i både glæde og sorg. Her deler jeg nogle af de øjeblikke, der har gjort mig til den fortæller, jeg er i dag.
“Jeg tror på, at de bedste historier findes dér, hvor nogen tør åbne døren bare på klem – og hvor vi bruger journalistikken til at gøre verden en lille smule klogere.”
Journalistikkens styrke ligger i mødet med mennesker. Her er nogle af de situationer, der har sat sig fast – og formet min måde at arbejde på.
Stilheden er ikke fjenden, når et interview går tæt på. Min fornemste opgave er at lytte – for ellers findes historien ikke.
Journalistik handler ikke kun om at skrive, men om at være til stede, helt stille, mens et andet menneske åbner døren på klem. Det mærkede jeg især, da jeg sad over for Ole Lystrup, og han fortalte om sin sygdom. Den slags samtaler bærer man med sig – længe efter teksten er trykt.
Mange af de vigtigste historier begynder som noget småt. Et opslag på Facebook, en kollega der nævner “noget mærkeligt i byen”, eller en borger der spørger: “Er det ikke lidt underligt, at…?”.
Det er præcis dér, lokaljournalistikken lever. Det kan være en butiksejer, der siger stop, et atletikstadion i forfald eller en beslutning i kommunalbestyrelsen, der rammer helt almindelige mennesker. Det vigtigste er, at der er følelser på spil – og at nogen tør stille spørgsmål.
At sidde over for et ungt menneske, der har mistet en af de personer, der betød mest i hendes liv, er noget, jeg aldrig slipper. Når den man har kær rives væk i et voldsomt overfald, og verden slås i tusind stykker, kræver det tillid begge veje.
Jeg havde fulgt sagen, hørt de grusomme detaljer, men historien var ikke færdig, da dommeren afsagde kendelse. Den var først færdig, da familien fik lov til at fortælle deres historie. Sammen gav vi offeret den afsked, han havde fortjent.
Jeg har stået i stormvejr, vandret ud på dybt vand i stormfloder og bevæget mig ud på bundløs grund i en safaripark. Jeg synker gerne i til knæene, hvis bare historien er god – og heldigvis er kilderne gode til at give en hjælpende hånd.
Nogle dage er notesbogen lige så mudret som støvlerne. Men det er ofte netop der, hvor man bliver lidt beskidt, at historierne får mest liv.
Jeg har set en artikel samle en by – og jeg har set dem skabe debat, vrede, glæde, håb og forventninger.
Lokaljournalistik er ikke bare information. Det er fællesskab i tryk og en del af livsnerven i et lokalsamfund. Når vi fortæller historierne om dem, der bor her, bliver vi klogere på hinanden – og på os selv.
Et lille udpluk af situationer, jeg aldrig helt glemmer – fra praktikanten med blokken under armen til mudder, strikkepinde og spontane udfordringer.
Ung journalistpraktikant klar til lokaljournalistikken i Maribo. Foto: Jan Knudsen.
Praktikken tog mig til nye højder. Her som “pilot” over Holeby – uden anden erfaring end at styre en cykel. Foto: Kim Løwenstein.
Prøver lykken som smed for en dag – journalistik med sod på hænderne. Foto: Kim Løwenstein.
Overraskede på ældrecentret som habil strikker – nogle historier kræver, at man sætter sig helt ned i øjenhøjde. Foto: Kim Løwenstein.
Varmede op til en løbereportage. Det var de længste kilometer i mit liv, for jeg havde glemte at træne op til motionsløbet. Foto: Kim Løwenstein.
Fanget i mudder under besøg i Knuthenborg Safaripark. Heldigvis fik jeg en hjælpende hånd. Foto: Jan Knudsen.
Jeg tror på, at journalistik er et håndværk, der skal udføres med respekt, nysgerrighed og omtanke. Og at de bedste historier ofte findes dér, hvor ingen først tænker at lede – i hverdagen, mellem mennesker, der måske selv mener, at deres liv er helt almindeligt.
Har du en historie, der fortjener at blive fortalt – eller vil du høre mere om mit arbejde – er du altid velkommen til at tage fat i mig via kontaktmulighederne på forsiden.